La ciudad en el tiempo de Navidad

Golpe de calor

Her er varmt i Buenos Aires når det er juletid. Rigtig varmt. Og hvor man i Danmark for tiden utvivlsomt bliver tudet ørerne fulde om chill factor, så eksisterer det samme fænomen i Argentina bare med omvendt fortegn: Sensación térmica, som et udtryk for luftfugtighedens indflydelse på varmefornemmelsen.

Mange dage i træk med en calor asfixiante (38 grader som maksimum indtil videre) gør sit indtryk på byen. Det er som om alting bliver lidt mere vanskeligt, som om det hele går lidt mere i stå og som om alle bliver lidt nemmere ophidsede. Eksempler fra disse dage:

Billede fra clarin.com

Fakta: En afdeling af en bank har ikke kontanter nok til at udbetale pension til pensionisterne, fordi dens medarbejdere blokerer for pengetransporten i protest mod dårlige lønninger.

Konsekvens: Pensionister demonstrerer på klassisk argentinsk vis ved at klappe, banke pottepander mod hinanden og blokere vilkårlige veje. Der mangler ikke bare generelt pengesedler men også mønter, og uden mønter kan man ikke køre i bybusser, så mange argentinere bruger også her timevis i kø for at veksle deres sedler til mønter.

Fakta: Logisk nok er brugen af strøm og vand til at køle mennesker og mad ned højere, når det er varmt, end når det er koldt.
Konsekvens: Strømafbrydelser og svigtende vandforsyning. Vilkårlige bydele bliver konstant ramt af strømafbrydelser, alt fra hele boligblokke til blot trafiklys. Lægger man dertil manglende vand, så bliver det for alvor hårdt at klare en dag med 38 grader. El-selskabet Edesur er i dag blevet truet med en bøde på 50 millioner pesos for dårligt arbejde. Det skal nok hjælpe.

Billede fra lanacion.com.ar

Fakta: Igennem flere dage har landet manglet benzin. Antallet af biler stiger, samtidig med at produktionen af benzin er for nedadgående.

Konsekvens: Nogle tankstationer har udsolgt, mens der foran de som stadig har benzin er lange køer (argentinerens foretrukne hobby er vist at være i en kø); nogle venter i timevis for at få fyldt tanken.

Korruption, inflation, fattigdom

Og så har jeg ikke engang taget fat på de virkelige problemer for byen: Korruption, inflation, fattigdom. Den 23. december blokerede jernbanearbejdere sporet ved en vigtig station i bydelen Constitución. Tusinder måtte vente i timevis for at komme hjem, hvilket til sidst resulterede i optøjer, hærgninger og plyndringer af lokale butikker. Hvorfor? Ja, umiddelbart fordi jernbanearbejderne var utilfredse med deres arbejdsvilkår. Men lige så sandsynligt fordi nogen har betalt dem for at demonstrere og at disse 'nogen' samtidig har betalt andre fattige porteños nogle få pesos for bogstaveligt talt at kaste de første sten - enten oppositionen for at bevise at Kirchner-regeringen ikke har styr på noget, eller også netop Kirchner-regeringen for at kunne beskylde oppositionen for at være korrumperende svindlere. Der skal være præsidentvalg i 2011... Men er der tale om demokrati, hvis man køber sig til demonstrationer? Eller hvis man direkte betaler folk for at stemme på én?

De samme spørgsmål kan man stille sig selv efter de mange besættelses-episoder der har været i byen igennem hele december. Tusinder af familier, som til dagligt bor i de tragiske villas miserias, har besat parker og sportsarealer, hvilket har skabt store problemer for en regering, der på samme tid gerne vil fremstå som håndhævere af menneskerettigheder, og som en regering der sørger for den almindelige borgers sikkerhed.





Villa 31 som ligger midt i Buenos Aires (billeder fra wikimedia og flickr)

 

Det er anslået at der bor 70.000 mennesker under kummerlige vilkår alene i den navnkundige Villa 31 i Buenos Aires. Denne villa ligger centralt i Buenos Aires, og alle busser og tog der ankommer til den største station i byen, Retiro, kører lige forbi. Det går over min simple forstand, hvordan hundredetusinder af mennesker hver eneste dag kan køre forbi et sted som Villa 31 uden at gøre en indsats for at forbedre disse menneskers levevilkår. 

Dette var kun nogle udvalgte eksempler, som tilsammen reducerer opfattelsen (selvopfattelsen?) af Buenos Aires som "en europæisk by i Sydamerika" til intet andet end en trist illusion.

Qué vida suramericana.

 

 

Uruguay - por la visa

Visumregler...

Så bliver en overskrift næppe mere pegajoso. Ikke desto mindre, så er det lige præcis hvad dette indlæg handler om, og som mine billeder senere i indlægget forhåbentlig demonstrerer, behøver det ikke være så betonagtigt, trist og kedeligt som det lyder.

Som turist i Argentina har man 90 dages lovligt ophold. Herefter skal der stemples i passet påny. Der præsenterer sig tre muligheder:

1) Tage til Dirección Nacional de Migraciones - og, hvis jeg kender Buenos Aires ret, vente i kø i en halv dag på sit stempel samt betale 300 pesos for det.

2) Ignorere reglen, få skæld-ud i lufthavnen, stå i kø i en skammekrog i lang tid og betale de 300 pesos plus en bøde når man forlader landet (hvis ikke man misser sit fly pga ventetiden i skammekrogen).

3) Tage færgen til Colonia del Sacramento i Uruguay - hvis man køber sine returbilletter ti dage i forvejen kan det gøres for 130 pesos med hurtigfærgen (note: for blot ti dage siden kostede denne type billet 112 pesos - selvom Kirchner-regeringen ikke vil indrømme det, er inflationen fortsat et kæmpe problem for landet).


Vis stort kort

I min verden behøver man ikke tænke sig om mange gange, før man vælger blandt de tre muligheder. Så på min firsenstyvende dag i Buenos Aires tilbragte jeg seks timer med 30 grader og sol i en lille by i Uruguay. Et godt tip, hvis andre skulle have lyst til at gøre mig turen efter under lignende vejrforhold, er at medbringe badetøj, da der er adskillige små strande og klipper i området som man kan kaste sig i vandet fra. Hvis man har en frygt for undervandsbiller, kan man nøjes med at spankulere rundt i den gamle bydel og nyde forskelligheden fra storbyen på den anden side af dammen.

Der var faktisk ganske pænt og idyllisk i Colonia denne 20. december 2010 (klik for at forstørre).

Efter seks timer i Uruguay bliver der stemplet løs i passet igen, og man kan opholde sig 90 dage mere i Argentina. Eftersom jeg skal være i Sydamerika i 181 dage i alt (ja, meget upraktisk i forhold til reglen), er det en aldeles behagelig sidegevinst af vores geniale rejseplaner for januar, at der skal krydses grænser til både Brasilien og Uruguay.

Qué vida suramericana.

El fútbol

...y Boca es la alegría de mi corazón
Sos mi vida, sos la pasión...

I FC Barcelona er motto'et "més que un club". I Buenos Aires synes motto'et at være "más que la vida". Passionen for spillet brænder stærkt igennem, selvfølgelig især i weekenden, hvor det nærmest er uhøfligt at forstyrre den lokale kioskejer med indkøb under kampene. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke kendte meget til argentinsk fodbold inden jeg kom, og det forventer jeg heller ikke, at mine kære læsere gør, så her følger en lille lektion:

Der er 20 hold i primera división, heraf er de 17 fra Buenos Aires provinsen (Newell's Old Boys, Godoy Cruz og Colón er fra andre provinser). De to hold med størst gennemslagskraft både lokalt og på den anden side af atlanten er utvivlsomt Boca Juniors og River Plate. En sammenligning med Brøndby og FCK ligger lige for - Boca er arbejderklubben fra det halvskumle kvarter af samme navn, mens River Plate apellerer mere til de højere socialklasser. Kampe mellem de to klubber kaldes ydmygt for "superclásicos", og er uhyre vigtige, uanset om de er af betydning for tabellen.

På trods af imponerende historik for begge klubber (Boca: 23 mesterskaber, 6-dobbelt vinder af Copa libertadores, River: 33 mesterskaber, dobbelt vinder af Copa libertadores), så er begge i store vanskeligheder i denne sæson, og begge har indenfor de sidste 14 dage fyret deres respektive trænere - Bocas karismatiske træner Claudio Borghi røg efter sidste uges 1-0 nederlag i netop el superclásico. En afstemning på http://www.canchallena.com/ viser i øvrigt at 34% gerne ser den tidligere Boca-spiller, Diego Maradona, som ny træner.

Turneringsstrukturen er noget anderledes end den klassiske europæiske: Der findes en mester to gange årligt - henholdsvis i 'torneo apertura' (åbning) og 'clausura' (lukning). Adgang til den sydamerikanske pendant til Champions league, Copa libertadores, gives til de fem hold, der i de foregående to sæsoner har fået flest point. Nedrykning baseres på et point-gennemsnit, hvor de to hold med det dårligste gennemsnit over de sidste tre sæsoner rykker ned.

Det er ikke helt nemt at placere kvaliteten af fodbolden i forhold til europæisk standard. Holdene synes at være europæiske hold taktisk underlegne, meget af spillet virker forceret og febrilsk og er i højere grad end i Europa baseret på individuelle færdigheder. Til gengæld er spillerne ofte teknisk stærkere og udstråler samtidig en stor vilje og kærlighed for spillet. Det er et faktum, at de bedste argentinske spillere flytter til de store klubber i Europa, og først vender tilbage i deres karrieres efterår (som eksempelvis Román Riquelme og Martin Palermo i Boca Jrs). Ikke desto mindre vil jeg vurdere at top 10 i Argentina svarer til den tunge ende af La liga i Spanien.



Min video fra kampens afgørende øjeblik: Veteranen Martin Palermos mål til 2-1.

Denne weekend oplevede jeg min første kamp på Bocas stadion: Estadio Alberto J. Armando (kapacitet 49.000), med det mere mundrette kælenavn "La Bombonera" ("Chokoladeæsken"). Omend kampen mellem Boca Jrs og Arsenal i sig selv ikke var af højeste kvalitet, så var det et festfyrværkeri af stemning. Halvfems minutters sang, trommer og den klassiske argentinske fodbold-gestikulation: Et fremadrettet kast af armen med en halvåben, halvslap hånd. Alle tre elementer kan opleves på videoen ovenfor, som jeg var så heldig at starte bare 30 sekunder før Martin Palermo med sit ligamål nummer 220 blev matchvinder til 2-1. Stadion eksploderede i en eufori der varede ved resten af kampen. Det er noget ganske andet end fodbold og flagekaffe på Næstved stadion...!

 Qué vida suramericana.

Vamos a comer

¡Buen provecho!

Efter mere end én måned i landet er det vist på tide at kommentere det argentinske køkken. De fleste af mine læsere er nok klar over, at jeg har en forkærlighed for god mad. Og det skorter ikke på muligheder for at få dækket mit behov her i Buenos Aires.

Lad os bare starte med klicheen om den gode bøf. Ja, Argentina forstår at servere kød. Rigelige mængder, supermøre udskæringer og tilberedt så englene synger. Ganske enkelt glimrende, og nu hvor jeg har forstået hvor lidt (læs: hvor meget), man mindst skal købe hos den lokale slagter, bliver jeg heller ikke længere til grin, når jeg køber ind til hjemmelavet "ojo de bife". Slagteren kan heldigvis ikke se, at jeg også drister mig til at købe tilbehør - noget som ikke for alvor passer ind i den argentinske parrilla-tradition.

Den argentinske vin har efter sigende løftet sig meget i kvalitet igennem de seneste årtier, og landet er nu verdens femtestørste producent. Jeg er da også stødt på et par fine merlot'er og malbec'er, selvfølgelig fra Mendoza provinsen. Vinen er - ligesom kødet - meget billigere end i Danmark. En flaske habil hverdagsvin behøver ikke koste mere end 15 kr og for det dobbelte kan man snildt erhverve sig en rigtig god flaske.

Frugt og grønt følger trop og lander også i kategorien "godt og billigt". Jordbærsæsonen har lige toppet, og på vores gadehjørne er prisen for 500 gram friske og lækre bær sølle 3,50 pesitos - eller knapt 4,75 kr. Vidunderligt! Tomaterne er frodige og smager af sol; gulerødder og kartofler købes for en slik - gerne omkring 1 peso/kg - og lige om hjørnet lurer kommende smagsfornøjelser med helt friske ferskner og meloner. Grønthandlerne - 'verdulerías' eller 'fruterías', typisk styret af bolivianere - er noget så hyggelige, og da man skal bede dem om alt, hvad man vil have, så bliver ordforrådet grundigt øvet på den front.

    



På hjørnet af Zapata og Santos Dumont
(klik for at forstørre)

På hjørnet af Zapata og Olleros
(klik for at forstørre)



Skulle lysten til noget andet end en hjemmestegt moppedreng komme over én, så er der ingen grund til at fortvivle. Der er en 'monton' af restauranter at vælge imellem. Og man behøver ikke finde checkhæftet frem; hvis 2 personer lægger 110 pesos på bordet kan de nyde glimrende måltider fra alle verdenshjørner og oven i købet dele en flaske god vin til.



Mangler der så ikke noget? Jo, hvis det nu skulle være, så kunne brødet godt trænge til et lille pift af dansk kvalitet. I det hele taget har det argentinske køkken en tendens til ikke at pifte med noget som helst. Argentinsk mad er ikke krydret. Det smager bare af råvarerne. Godt at de er uimodståelige!

 Qué vida suramericana.

El censo y el ex-presidente

Con la política en la sangre

Onsdag d. 27. oktober blev præget af to altoverskyggende begivenheder. For første gang siden 2001 skulle "el censo" afholdes. Det betyder at alt lukkede for en dag fra 8 morgen til 8 aften, mens 600.000 (!) argentinere udstyret med 32 (!) spørgsmål gik rundt og bankede på samtlige døre i hele landet. Kort sagt en udvidet folketælling. Men det var en begivenhed som mange argentinere var imod af forskellige årsager - oftest på baggrund af et indædt had til regeringen, og ikke mindst præsident Christina Kirchner, som af mange opfattes som en korrupt svindler med lidt for gode forbindelser til andre interessante typer som Berlusconi og Venezuelas Hugo Chavez. Samtidig kan man med rette sætte spørgsmålstegn ved validiteten af en sådan undersøgelse - for hvor mange undlader ikke at åbne døren for "los censistas"? Hvordan stiller man spørgsmål til patienter på en intensiv afdeling? Og folk i fængsel? Eller dem der bor i slumbebyggelserne (villas miserias)? Eller dem som er i gang med at dø af sult i regionen Misiones?

Alle disse spørgsmål blev dog hurtigt glemt, idet "el censo" blev overskygget af det uventede dødsfald af den forrige præsident. Néstor Kirchner døde onsdag morgen af en blodprop i hjertet. Den opmærksomme læser vil have bemærket, at efternavnet er mistænkeligt lig den nuværende præsidents, og der er da også tale om Christinas mand, som besad præsidentposten fra 2003-2007. Han blev valgt til præsident med det mindste antal stemmer i Argentinas historie: 22,24%. Selvom der som nævnt er mange, der ikke er vilde med Kirchner-familien og deres politiske overbevisning (de såkaldte "Peronistas", som med ét enkelt ord vel bedst kan beskrives som champagnesocialister), så var gaderne hurtigt fyldt med chokerede porteños. Det store samlingssted var som altid Plaza de Mayo med Casa Rosada, og da der kun er 10 cuadras fra vores lejlighed i San Telmo dertil, måtte jeg hen og opleve stemningen. Det, der mødte mig, var ikke just en europæisk måde at sørge på - det mindede mere om stemningen på Øster Allé før en vigtig landskamp.

Selv de, som ikke er svorne tilhængere af "los peronistas", begræder tabet af Néstor Kirchner, som stadig var en yderst vigtig politisk personage (tak, ladle :)). Mange frygter for fremtiden, og usikkerheden for den fortsatte politiske kurs i landet er til at tage at føle på. Dødsfaldet påvirkede også de følgende dage, blandt andet er denne weekends fodboldkampe blevet aflyst - hvilket betyder at min debut på La Bombonera er udsat til næste weekend. I går var der mulighed for at defilere forbi Néstors kiste i Casa Rosada, og det var et tilbud, der blev taget seriøst. Timelange køer med horder af porteños med blomster, skilte og flag påvirkede gadebilledet i området omkring Casa Rosada. Og gennem hele dagen igen denne blandning af peronista-slagsange og gråd. I sandhed et folk, der er i kontakt med deres følelser.

Qué vida suramericana.

 

 

Los porteños

Flere iagttagelser om de kære porteños.

- Noticias breves: Más tonterías... Dramatiske nyheder på tv kommer med baggrundsmusik! Som om at det i sig selv ikke var tragisk nok, at en 5-årig pige blev dræbt af sin nabos rottweiler. Eller at en ung model blev slået ihjel foran sit hus fordi nogen ville stjæle hans varevogn. Med lidt klagesang i baggrunden bliver det hele bare lidt mere... argentinsk...

- El amor. Por todos lados el amor...: Da jeg var i Rusland var gadebilledet præget af trafik med politifolk på alle gadehjørner. I Buenos Aires er gadebilledet også præget af trafik (det har jeg vist allerede slået fast tidligere), men politiet er erstattet af kyssende mennesker. Første tanke er, at det er fordi man som ung generelt bor længere i barndomshjemmet, end vi gør, og derfor ikke har andre muligheder. Men det er ikke bare de unge - det er også midaldrende, gamle og oldinge, der kysser, kæler og råsnaver overalt. Det er lige til at blive forårskåd af.

- Plaza de mayo. Også her må man slå på tromme... Og lege med skralder... Og klæde sig ud (fannikerdragt, go home). Ved et tilfælde - på vej til Tigre - kom vi forbi Plaza de mayo, mens der var en parade i gang. Jeg har ingen anelse om hvad der blev fejret , men at dømme ud fra flagene var det en boliviansk fest. Video og billeder nedenfor - billederne er alle taget med lånt Sigma 75-300mm objektiv (tak til kasper).

Imágenes

Mis imágenes de la primera semana.

Dage med konstant solskin, par-og-tyve grader, al tid i verden til at opdage i og en upåklagelig og absurd billig kollektiv transport har skabt grobrund for en masse indtryk af en by, som jeg er faldet pladask for... Her følger otte:

Med Sissel (roommate) og Merle (Sissels veninde) til San Telmo søndagsmarked.

Andrés (roommate) på vores balkon.
(Bemærk kvinden på gaden, der tilsyneladende tager et billede af os!).

Puente de la mujer, gangbro i Puerto Madero.

Parque 3 de febrero, rosenhaven. Qué lindo!



Den anden side af vejen ved aftentide. Charmerende balkon - men ved ikke om jeg ville gå ud på den!



Flere typisk argentinske balkoner. Selvfølgelig inklusiv flag.



Kæmpe-skulpturen Floralis Genérica, som åbner sig om morgenen og lukker sig om aftenen.



Ok, det har også regnet, men kun i en halv time indtil nu. Til gengæld regnede det også! Her er styrtregnen - med Casa Rosada (det argentinske 'white house' - bare i lyserød) i baggrunden.



Qué vida suramericana.

Trafikken

Trafikken - eller - Fordele ved den personlige frihed i kaos.

Trafikken i Buenos Aires fortjener et kapitel for sig selv. Så hermed. Ved første indtryk hersker udbredt kaos. Der er mennesker, biler, taxier og busser overalt. Fodgængere krydser vejene som de lyster, bilerne stopper for ingen og dytter af alle og ambulancer med udrykning er der meget få, der bekymrer sig synderligt om. Og hvis man har lyst til at demonstrere, så kan man da bare campere midt på en af de største veje. Hunde er her også et utal af, og lad mig bare konstatere med det samme, at fodgængernes slalomgang ikke bliver mindre af at efterladenskaberne bliver, ja, efterladt.
 


Mod syd-øst i krydset Esmeralda og Tte. Gral. Juan Domnigo Perón.
(C) Mikkel Krogh-Madsen 2010.

   
Men hvert lille område af kaoset har sine fordele, som opdages poco a poco. Næsten alle veje er ensrettede, hvilket gør at de kan krydses med mindre dødsforagt. Og selvom der skulle stå en politimand, så kunne han ikke være mere ligeglad med at man krydser for rødt lys. Halvdelen af de umanerligt mange biler er taxier, så det er nemt at få fat på én, og 15-20 kr har bragt mig langt - og hurtigt: Der har været en lokal Michael Schumacher med en dytte-glad hånd bag rattet hver gang. Endnu længere for endnu mindre kan man komme med bus eller metro. Busbilletterne (som naturligvis kun kan betales med mønter!) varierer efter min erfaring mellem 1,10 og 1,25 pesos. Eller hvad der svarer til mellem 1,50 og 1,70 kr. - hvorfor dog denne absurd minimale graduering?! Den "dyre" billet gav mig forleden en 45 minutters tur på 9 km. Og det er sjældent det store problem at komme af uden for stoppestederne - dørene kan åbne når bussen kører mindre end 5 km i timen, og så er det ellers bare med at komme ud (eller ind).

Qué vida suramericana.

El barrio - San Telmo

Hubo un ruido de mil demonios.

Søndag i San Telmo byder på tre ting: Larm, marked og larm... Det starter om morgenen ved 6-7 tiden hvor boderne bliver samlet af de lokale sælgere, og fortsætter resten af dagen med enorme menneskemængder, der spankulerer op og ned ad Defensa. Men det tager først for alvor fat i de tidlige aftentimer, hvor trommerne bliver hevet ud af skabet. Videoen her er taget fra vores altan. 

Qué vida suramericana.