El censo y el ex-presidente

Con la política en la sangre

Onsdag d. 27. oktober blev præget af to altoverskyggende begivenheder. For første gang siden 2001 skulle "el censo" afholdes. Det betyder at alt lukkede for en dag fra 8 morgen til 8 aften, mens 600.000 (!) argentinere udstyret med 32 (!) spørgsmål gik rundt og bankede på samtlige døre i hele landet. Kort sagt en udvidet folketælling. Men det var en begivenhed som mange argentinere var imod af forskellige årsager - oftest på baggrund af et indædt had til regeringen, og ikke mindst præsident Christina Kirchner, som af mange opfattes som en korrupt svindler med lidt for gode forbindelser til andre interessante typer som Berlusconi og Venezuelas Hugo Chavez. Samtidig kan man med rette sætte spørgsmålstegn ved validiteten af en sådan undersøgelse - for hvor mange undlader ikke at åbne døren for "los censistas"? Hvordan stiller man spørgsmål til patienter på en intensiv afdeling? Og folk i fængsel? Eller dem der bor i slumbebyggelserne (villas miserias)? Eller dem som er i gang med at dø af sult i regionen Misiones?

Alle disse spørgsmål blev dog hurtigt glemt, idet "el censo" blev overskygget af det uventede dødsfald af den forrige præsident. Néstor Kirchner døde onsdag morgen af en blodprop i hjertet. Den opmærksomme læser vil have bemærket, at efternavnet er mistænkeligt lig den nuværende præsidents, og der er da også tale om Christinas mand, som besad præsidentposten fra 2003-2007. Han blev valgt til præsident med det mindste antal stemmer i Argentinas historie: 22,24%. Selvom der som nævnt er mange, der ikke er vilde med Kirchner-familien og deres politiske overbevisning (de såkaldte "Peronistas", som med ét enkelt ord vel bedst kan beskrives som champagnesocialister), så var gaderne hurtigt fyldt med chokerede porteños. Det store samlingssted var som altid Plaza de Mayo med Casa Rosada, og da der kun er 10 cuadras fra vores lejlighed i San Telmo dertil, måtte jeg hen og opleve stemningen. Det, der mødte mig, var ikke just en europæisk måde at sørge på - det mindede mere om stemningen på Øster Allé før en vigtig landskamp.

Selv de, som ikke er svorne tilhængere af "los peronistas", begræder tabet af Néstor Kirchner, som stadig var en yderst vigtig politisk personage (tak, ladle :)). Mange frygter for fremtiden, og usikkerheden for den fortsatte politiske kurs i landet er til at tage at føle på. Dødsfaldet påvirkede også de følgende dage, blandt andet er denne weekends fodboldkampe blevet aflyst - hvilket betyder at min debut på La Bombonera er udsat til næste weekend. I går var der mulighed for at defilere forbi Néstors kiste i Casa Rosada, og det var et tilbud, der blev taget seriøst. Timelange køer med horder af porteños med blomster, skilte og flag påvirkede gadebilledet i området omkring Casa Rosada. Og gennem hele dagen igen denne blandning af peronista-slagsange og gråd. I sandhed et folk, der er i kontakt med deres følelser.

Qué vida suramericana.

 

 

Los porteños

Flere iagttagelser om de kære porteños.

- Noticias breves: Más tonterías... Dramatiske nyheder på tv kommer med baggrundsmusik! Som om at det i sig selv ikke var tragisk nok, at en 5-årig pige blev dræbt af sin nabos rottweiler. Eller at en ung model blev slået ihjel foran sit hus fordi nogen ville stjæle hans varevogn. Med lidt klagesang i baggrunden bliver det hele bare lidt mere... argentinsk...

- El amor. Por todos lados el amor...: Da jeg var i Rusland var gadebilledet præget af trafik med politifolk på alle gadehjørner. I Buenos Aires er gadebilledet også præget af trafik (det har jeg vist allerede slået fast tidligere), men politiet er erstattet af kyssende mennesker. Første tanke er, at det er fordi man som ung generelt bor længere i barndomshjemmet, end vi gør, og derfor ikke har andre muligheder. Men det er ikke bare de unge - det er også midaldrende, gamle og oldinge, der kysser, kæler og råsnaver overalt. Det er lige til at blive forårskåd af.

- Plaza de mayo. Også her må man slå på tromme... Og lege med skralder... Og klæde sig ud (fannikerdragt, go home). Ved et tilfælde - på vej til Tigre - kom vi forbi Plaza de mayo, mens der var en parade i gang. Jeg har ingen anelse om hvad der blev fejret , men at dømme ud fra flagene var det en boliviansk fest. Video og billeder nedenfor - billederne er alle taget med lånt Sigma 75-300mm objektiv (tak til kasper).

Imágenes

Mis imágenes de la primera semana.

Dage med konstant solskin, par-og-tyve grader, al tid i verden til at opdage i og en upåklagelig og absurd billig kollektiv transport har skabt grobrund for en masse indtryk af en by, som jeg er faldet pladask for... Her følger otte:

Med Sissel (roommate) og Merle (Sissels veninde) til San Telmo søndagsmarked.

Andrés (roommate) på vores balkon.
(Bemærk kvinden på gaden, der tilsyneladende tager et billede af os!).

Puente de la mujer, gangbro i Puerto Madero.

Parque 3 de febrero, rosenhaven. Qué lindo!



Den anden side af vejen ved aftentide. Charmerende balkon - men ved ikke om jeg ville gå ud på den!



Flere typisk argentinske balkoner. Selvfølgelig inklusiv flag.



Kæmpe-skulpturen Floralis Genérica, som åbner sig om morgenen og lukker sig om aftenen.



Ok, det har også regnet, men kun i en halv time indtil nu. Til gengæld regnede det også! Her er styrtregnen - med Casa Rosada (det argentinske 'white house' - bare i lyserød) i baggrunden.



Qué vida suramericana.

Trafikken

Trafikken - eller - Fordele ved den personlige frihed i kaos.

Trafikken i Buenos Aires fortjener et kapitel for sig selv. Så hermed. Ved første indtryk hersker udbredt kaos. Der er mennesker, biler, taxier og busser overalt. Fodgængere krydser vejene som de lyster, bilerne stopper for ingen og dytter af alle og ambulancer med udrykning er der meget få, der bekymrer sig synderligt om. Og hvis man har lyst til at demonstrere, så kan man da bare campere midt på en af de største veje. Hunde er her også et utal af, og lad mig bare konstatere med det samme, at fodgængernes slalomgang ikke bliver mindre af at efterladenskaberne bliver, ja, efterladt.
 


Mod syd-øst i krydset Esmeralda og Tte. Gral. Juan Domnigo Perón.
(C) Mikkel Krogh-Madsen 2010.

   
Men hvert lille område af kaoset har sine fordele, som opdages poco a poco. Næsten alle veje er ensrettede, hvilket gør at de kan krydses med mindre dødsforagt. Og selvom der skulle stå en politimand, så kunne han ikke være mere ligeglad med at man krydser for rødt lys. Halvdelen af de umanerligt mange biler er taxier, så det er nemt at få fat på én, og 15-20 kr har bragt mig langt - og hurtigt: Der har været en lokal Michael Schumacher med en dytte-glad hånd bag rattet hver gang. Endnu længere for endnu mindre kan man komme med bus eller metro. Busbilletterne (som naturligvis kun kan betales med mønter!) varierer efter min erfaring mellem 1,10 og 1,25 pesos. Eller hvad der svarer til mellem 1,50 og 1,70 kr. - hvorfor dog denne absurd minimale graduering?! Den "dyre" billet gav mig forleden en 45 minutters tur på 9 km. Og det er sjældent det store problem at komme af uden for stoppestederne - dørene kan åbne når bussen kører mindre end 5 km i timen, og så er det ellers bare med at komme ud (eller ind).

Qué vida suramericana.

El barrio - San Telmo

Hubo un ruido de mil demonios.

Søndag i San Telmo byder på tre ting: Larm, marked og larm... Det starter om morgenen ved 6-7 tiden hvor boderne bliver samlet af de lokale sælgere, og fortsætter resten af dagen med enorme menneskemængder, der spankulerer op og ned ad Defensa. Men det tager først for alvor fat i de tidlige aftentimer, hvor trommerne bliver hevet ud af skabet. Videoen her er taget fra vores altan. 

Qué vida suramericana.