Efter seks måneder på fremmed grund er det nu tid til at vende snuden hjemad til det danske forår. Oplevelserne har været talrige, og med denne blog har jeg forsøgt at videregive de væsentligste og mest "internet-egnede" af dem. Detaljerne forsvinder hurtigt i sådanne historier til masserne, men heldigvis kan eventuelle nysgerrige danske sjæle snart møde mig ansigt til ansigt og få fortalt de detaljer, der kitter mine blog-posts sammen til én hel historie om mit liv i Argentina.
Det er ikke muligt at beskrive med hverken tal, bogstaver eller ord, hvad jeg på det såkaldte personlige plan har fået ud af at rive mig løs fra moderlandet i et halvt år. Men én ting er sikkert: Det har været det hele værd. Og nu bliver det det hele værd at vende hjem igen.
En naturlig konsekvens bliver at denne blog ikke længere vil blive opdateret - det ville være lige lovlig prætentiøst at blive ved med at skrive om et land, jeg ikke længere bor i. Jeg vil gerne takke alle besøgende for at have læst mine indlæg, kigget på mine billeder og set mine videoer, eller bare for at have skrevet forkert i adresselinjen og boostet mine besøgstal. I modsætning til mit liv herovre, kan det nemlig godt gøres op i tal, og det er utroligt, som hele verden har fulgt med. Til dato:
2.028 besøgende fra så forskellige lande som Danmark, Argentina, USA, Holland, Thailand, Spanien, Mexico, Sverige, Storbritannien, Rusland, Belgien, Singapore, Brasilien og Rumænien.
Tak til alle. Jeg håber, jeg har kunnet give lidt adspredelse fra hverdagen. Måske har jeg endda kunnet inspirere andre til at drømme sig lidt udover sine egne grænser. Det ville være stort.
Og endnu større tak til alle jeg har mødt herovre. Det har været en uforglemmelig tid!
Qué vida suramericana.
