Aprendiendo español en Buenos Aires

Sprogskoler og spansk

I det følgende vil du kunne læse adskillige grammatiske termer - sig ikke at du ikke blev advaret!

Jeg startede med klasseundervisning på Ibero i det centrale Buenos Aires til en pris på ~500 pesos/uge med fire timer dagligt. Holdstørrelsen vekslede fra uge til uge mellem tre og otte, som folk rejste og kom. Det sparsomme spansk jeg havde erhvervet mig på forhånd ved hjælp af Victoria og studieskolen i København var nok til at springe de tre absolutte begynderniveauer over og begynde på "intermedio I". Hvert af trinnene tager tre uger at gennemføre, så ni uger senere stoppede jeg på skolen efter at have gennemført intermedio III. Som den intelligente læser måske har deduceret, så var jeg meget tilfreds med forløbet på Ibero, hvor jeg udover at lære spansk fra velkvalificerede og motiverede lærere, mødte mange nye og interessante mennesker (og, okay, et par mere suspekte typer også..).

Efter således at have stiftet bekendtskab med samtlige anvendte tempi (pluscuamperfecto, pret. imperfecto, pret. indefinido, pret. perfecto, presente, futuro, futuro perfecto, condicional, condicional perfecto - har jeg glemt nogen?) og modi (indicativo, subjuntivo og imperativo) handlede det om at få dem brugt i hverdagen - en ikke ubetydelig udfordring, men mit spanske var da betydeligt bedre end da jeg landede.

Efter to måneders pause fra undervisning, vendte jeg i starten af februar tilbage til skolebænken. Denne gang valgte jeg at tage privattimer, to timer dagligt fire-fem gange om ugen, til en pris af 50 pesos per time. To timer er lang tid at være i centrum for undervisning - her er ikke andre til at svare på lærerens spørgsmål - men det er heldigvis samtidig noget, der rykker ved indlæringen. Efter tre uger med privatlektioner, er der dog stadig lang vej til at mestre sproget. Dagligt forbløffes jeg over anvendelsen af spansk.

Jeg vil undgå at komme ind på udtaleproblemer, forskelle på Spanien-spansk og Argentina-spansk (både i vokabularium og udtale), bøjninger af uregelmæssige verber, brugen af prepositioner og andre "trivialiteter" og i stedet fokusere lidt på tider og modalitet. Det er gået op for mig, at de to datidsformer, nutid, før-nutid, før-datid, fremtid og konditionalis i modus indikativ, er forholdsvis forståelige (okay, måske på nær de to datidsformer, som jeg stadig dagligt laver fejl i). Men når man så rykker til subjuntivo (=konjuktiv) begynder det at gå rigtigt galt. Bruger man nutids konjuktiv refererer man til nutid eller fremtid. Bruger man datids konjuktiv refererer man til nutid. Og så videre. Og det er bare tiderne - hvornår man skal bruge hvilken modus, indikativ eller konjuktiv, er nærmest en umenneskelig opgave at lære.

Så sent som i dag - hvilket provokerede mig nok til at skrive dette indlæg - har vi taget fat på de forskellige betydninger, brugen af fremtid kan implicere. Helt basalt kan man bruge et verbum i fremtid for at sige noget i fremtid. Men det er bare ikke særligt normalt. Her bruger man i stedet verbet ir + prepositionen a + verbum i infinitiv. Som på engelsk - I'm going to eat/voy a comer. Det er nemt og helt basalt spansk. Det "interessante" er, at bøjer man et verbum i fremtid er meningen med sætningen oftere noget, der foregår i nutiden, men intentionen er at sige noget sandsynligt eller approksimeret. Og bruger man futuro compuesto, kan det både være om en handling i fremtiden før en endnu mere fremtidig handling (hvilket er den logiske anvendelse), eller det kan handle om en supposition i... ja... fortiden. Forvirret? Det tror jeg på!

Til i morgen venter et spændende bekendtskab med de - formodede - ulogiske anvendelser af condicional simple og condicional compuesto. Jeg kan næsten ikke vente...

Held og lykke til alle andre, der som jeg, vil forsøge sig med at lære spansk. Det er ikke så nemt, som man skulle tro! Til gengæld er det, alt til trods, en spændende udfordring, og selvom jeg stadig begår mange fejl når jeg taler, kan jeg da nu føre samtaler på et niveau, hvor det, der bliver sagt, rent faktisk har potentiale til at være interessant.

Qué vida suramericana.

 

 

Vacaciones - Part III

Praia do Rosa

Efter det faldende vand hoppede vi på vores Pluma bus, som skulle fragte os til Florianopolis. Tilvænnet den gode service på de argentinske langtursbusser var det en noget skuffende tur: Der var ingen servering, air-con'en gik amok og vi var på et tidspunkt nede på 14 grader, og bussen stoppede i adskillige byer hele natten, uden det var til at vide, om vi skulle af eller videre. Men frem kom vi, og fra busterminalen i Florianopolis tog vi en lokal bus (Paolo Tours) videre de næste 70 km til Araçatuba. Efter at Galningen havde kommunikeret lidt med en indfødt, fandt vi frem til et endnu mere lokalt busstoppested, og i samarbejde med chaufføren og en ældre passager - lidt på spansk, lidt på portugisisk, lidt på engelsk - kom vi også af det rigtige sted i Praia do Rosa. Herfra gik vi 15 minutters tid, inden vi ankom til vores glimrende cabaña, hvor vi stillede taskerne, skiftede til badebukser og hastede ned på stranden...

...og hvor var den lækker! Ikke for ingenting at den er kåret til at være blandt verdens 30 smukkeste strande. Den fine udsigt synes dog ikke at imponere trekløveret på billedet nederst til højre. Efter at have tilbragt det meste af eftermiddagen på stranden - mestendels i vandet - vandrede vi de 500 meter over bakketoppen hjem til hytten. Et superdejligt og helt privat logi, som bestemt kan anbefales.

Egen hytte med indendørs og udendørs bruser, grillsted, hængekøje hertil bananpalmer, moseområde med kvækkende frøer og hvad vi døbte sisi-fugle, for deres karakteristiske, ja, si-si lyd... Hver aften grillede vi, og det er vist tydeligt at Jesus' evne til at lave ild, var noget der imponerede Maxibras og Galningen mere end stranden.

Her næste formiddag er der gang i hængekøjen, Mads læner sig selvsikkert op ad det nye næver-tæppe, mens Bebeto er på vej til stranden med boardet under armen. Det havde det med at regne temmeligt voldsomt til tider, og den sidste aften muntrede brødrene sig med at tage billeder af mere faldende vand. Havde vi bare vidst hvad der ventede forude...

Historien om Raul

Turen hjem blev en klassisk blanding af katastrofe og mirakel! Metikuløst planlagt nåede vi den lækre morgenmadsbuffet (Aahh brasiliansk frugt, I guder hvor smagte det lækkert!), inden vi tog en taxa, til der hvor Paolo Tours burde holde til. Vi havde dog næppe stået der i mere end 10 minutter før en lokal mand - på portugisisk - fortalte os, at der ikke kom nogen bus... resten af dagen. Hvorefter han skyndte sig væk uden at sige mere. Efter en del forvirring og spørgen rundt og hjælp fra et par argentinere, der også skulle til lufthavnen i Florianopolis, blev det opklaret, at det havde regnet så meget i løbet af natten, at vejen ind til Florianopolis var styrtet sammen. Der var ingen adgang til lufthavnen. Ups. Mens jeg halvpanisk vandrede rundt i den lille flække - der var helt lukket overalt, da det var søndag morgen - stoppede en taxa op ved de andre og spurgte - på portugisisk - om vi skulle til lufthavnen... for så kendte han tilfældigvis den eneste mulige vej ind i byen: Via vand. Vi traf hurtigt beslutningen om at lade ham køre os den stik modsatte retning af hvad vi egentlig skulle, for at prøve lykken i en båd.

Vi ankom således 20 minutter senere til en lokal geschäft, der med en større speedbåd sejlede folk til Florianopolis - for 75 USD pr snude for ca 1½ times transport! Båden var lige ved at sejle da vi kom, så den brasilianske dame, der styrede biksen var noget stresset over vores sene henvendelse - og at der allerede var godt 20 andre i båden, der også skulle nå deres fly, hjalp nok ikke på hendes stress. Det hjalp til gengæld ikke på vores stressniveau, at hun nægtede at tage imod kreditkort. Vi havde godt 100 brasilianske realer tilbage (~ 60 USD) i alt, og der var bestemt ikke tid til at finde en hæveautomat. Ind fra højre kom vores frelser: Latino-Raul fra Buenos Aires. Uden at kny, med en blanding af ekstrem hjælpsomhed og tidsnød, kastede han de 300 USD på bordet, der skulle til, for at vi kunne komme med speedbåden.

Efter en heftig rejse over vand (adskillige af de øvrige passagerer måtte bukke under for søsyge undervejs) nåede vi frem til anløbsbroen. Her ventede to mini-busser for at fragte alle til lufthavnen. På dette tidspunkt var der 45 minutter til vores fly skulle lette - Mads udtalte undervejs på sejlturen at "det bliver snært", noget af det mest rigtige han nogensinde har sagt! Vi fik fyldt busserne så hurtigt som muligt, og Galningen gjorde venligt, men bestemt, vores chauffør opmærksom på tids-elementet. Vi ankom til lufthavnen 30 minutter før afgang, heldigvis var flyet forsinket, og vi nåede at tjekke ind. Hvis ikke, må guderne vide, hvordan vi var kommet hjem - og hvordan Lars havde nået sit fly hjem til Danmark næste morgen...

Apropos guder, så må her gengives et udsnit af Rauls svar, på den mail jeg sendte ham, da vi var tilbage i Buenos Aires. Raul, den mest hjælpsomme, og samtidig mest klassiske latino-argentiner jeg til dato har mødt:

"...Y no me agradezcas ami, agradecele a Dios que me puso ahí..."

Qué vida suramericana.

 

 

Vacaciones - part II

Las cataratas del Iguazú

Efter hjemkomst fra Bariloche tog vi os en enkelt hviledag i Buenos Aires med (endnu) et vellykket besøg på den glimrende kødrestaurant la cabrera, hvor vi fire granvoksne grovædere delte(!) tre bøffer til hovedret - hvilket vil sige omkring 2 kg førsteklasses kød - og sluttede af med at dele én desert...som bestod af syv forskellige udvalgte deserter. Det skulle man tro betød, at størrelsen på den enkelte desertportion var mindre, men nej: det viste sig at være syv fuld-størrelse deserter. Det hjalp på sulten ovenpå hovedretten... Og som om det ikke var nok, så valgte vores tjener af uransagelige årsager at forære Mads en flaske vin til 90 pesos da vi forlod restauranten. En skam at Mads ikke taler spansk, vil vil aldrig få opklaret årsagen til denne gavmildhed, men til gengæld fik vi meget sjov ud af det!

Dag 1: Således velprovianterede begav vi os videre på næste bustur - denne gang 17 timer - til Iguazú, på grænsen mellem Brasilien  Argentina, tæt på Paraguay. Nøjagtigt som planlagt betød det at vi ankom til den argentinske side af vandfaldene tirdag ved 12-tiden og kunne nyde faldende vand derfra resten af dagen.

Den første tur i parken gik mod det største af de mange vandfald: La garganta del diablo (billederne ovenfor).

Herefter var det rundt til flere vandfald. Flot var det, men efter turen til Bariloche, må jeg sige, at følelsen af at vandre rundt i en turistfælde var mere og mere til stede efterhånden som dagen skred frem. Prisen for indgangen er i øvrigt gradueret, så udlændinge bløder 100 pesos, mens argentinere nøjes med at betale 30 pesos. Hvis man herefter vil ud i en af bådene, der sejler tæt på vandfaldene, koster det 150 pesos oven i prisen. Efter argentinske prisforhold må det siges at være pebrede priser, og vi undlod. I stedet fandt vi en klippesten at sidde på, et sted lidt udenfor hovedstrømmen af turister, og nød udsigten en stund:

Dag 2: Efter hotelovernatning i Argentina - på det ganske udemærkede Orquídeas Palace - krydsede vi dagen efter grænsen til Brasilien og brugte 3-4 timer på at beundre vandfaldene fra lidt større afstand.

Mange siger at man nyder udsigten fra Brasilien og 'lever' vandfaldene fra den argentinske side. Efter min mening ville det være tilstrækkeligt at se vandfaldene fra bare ét af landene - og jeg ville vælge Brasilien. Her får man både det store panorama-view, og man kommer samtidig tæt nok på til at blive gennemblødt.

Efter at have set nok på faldende vand tog vi videre til busterminalen i Foz do Iguaçu, hvorfra vores sidste langtursbus ville fragte os videre til strandliv i Brasilien. Fortællinger derfra i den næste post...

Qué vida suramericana.

 

 

Vacaciones!

Los Andes cerca de Bariloche

Med afgangen af mine gæster: Lars = Galningen = El Loco = Bebeto, Mads = Messi = Maxibras og Jes = Jesus, må det være på høje tid at give resten af verden et indtryk af vores oplevelser rundt omkring i Argentina og Brasilien. Denne første post viser vores fire dages hiking i Andesbjergene omkring Bariloche - tæt på grænsen mellem Chile og Argentina. Selve Bariloche er der ikke meget at skrive hjem om, en meget turistet by som forsøger sig med et noget kikset alpe-look. Så jeg vil nøjes med bjergturen, som til gengæld var en formidabel oplevelse. Det er lykkedes mig at skære de fire dage ned til 35 billeder, som, akkompagneret af lidt forklarende tekst, i det store hele vil udgøre denne post. Husk at alle billeder kan gøres større ved klik.

Dag 0:

Disse to billeder er stjålet fra Galningen for at vise, at turen startede med hard-core urban trekking i Buenos Aires efterfulgt af den mest behagelige 20-timers bustur jeg nogensinde har været på. Sæder der kunne lægges ned 180 grader og med servering af snacks, aftens- og morgenmad, sukker-kaffe, vin, champagne og whiskey. Til den halve pris af en flytur og med det meste af transporttiden om natten kan dette varmt anbefales!

Dag 1:
Efter ankomst til Bariloche og en let proviantering var der afgang på første tur. En ca. 4 timers støt stigende vandretur mod det første refugium - Frey.

Stemningen er endnu særdeles afslappet, der er overskud til at have strå i munden og rygsækken er ikke helt spændt fast. Med det flotte solskin var der udsigt til skoldede nakker og ansigter, men det var der ingen der bekymrede sig om endnu.

Der var også tid til at gøre stop undervejs for at få taget portrætbilleder med bjerge i baggrunden - og endnu med overskud til at lave thumbs-up når en af de mange bække blev forceret.

Stigningerne på dag 1 blev en anelse mere kradsbørstige mod slutningen - dog ikke så vilde som for den herre der hang på en ganske lodret bjergside et kort stykke fra vores refugium. Her var der også en smuk bjergsø, som passende kunne udnyttes til at vaske sved og støv af. Så længe man holdt sig fra det dybblå område var vandtemperaturen ikke ubehagelig.

Efter det velfortjente bad var der overskud til at lege (bemærk snebolden i den røde cirkel), og inden sengetid i de medbragte telte blev der leget med lang lukketid til billeder af den strålende stjernehimmel.

Dag 2:

Vi tog forholdsvis tidligt afsted på andendagen, for forude ventede en 7½ timers til tider udmarvende tur.

Godt 1 time efter afgangen fra refugium Frey, som ligger i dalen der gemmer sig mellem søen og bjergene, skulle der krydses et område med sne, inden det allerede for anden gang på denne dag gik stejlt opad.

Fremme ved toppen af den første bjergryg var gevinsten ved klatringen til at tage at føle på! Ubeskrivelig smuk udsigt, og for at toppe det hele kom der en kondor forbi. Den cirklede nogle gange rundt om os ganske tæt på, så der var tid til at tage et par money-shots. Helt fantastisk!

I den fortjente pause var der også tid til et selvudløser-billede af de fire gæve vandrere - det her var der ikke meget urban trekking over! På billedet kan man ved siden af galningen se den dal, der var det næste punkt på turen. Havde vi kendt til den hårde nedstigning i en blanding af klipper og løse sten, der ventede forude, havde vores smil måske været en anelse mere anstrengte...

...som for eksempel smilet er det på Messis ansigt her. Men ned skulle vi - og så op igen af en tilsvarende bjergryg. Det var en benhård tur i ubønhørligt solskin og i dalområderne med enorme fluer, der yndede at hapse én til blods. Så efter billedet af Mads fra føromtalte nedtur, krydsningen af dalen og bestigningen af bjergryg nummer to, blev der ikke spildt kræfter på at tage kameraet frem.

Vel fremme var det heldigvis endnu en gang anstrengelserne værd - også på top nummer to var der plads til glade ansigter igen. Selv udsigten til endnu en tur nedad - vores næste refugium (Jacob) er cirklet ind i dalen - så var humøret atter godt.

Og ca. 7½ timer efter vores afgang fra Frey kunne vi sætte os ved et træbord og nyde endnu et af utallige spil Yanif (a.k.a. yadnuf, sputnik, schnauzer gigante, så tror jeg vi stopper her, *bras, café pele, og mange andre navne). Efter en fremragende middag tilbragte vi en kølig nat i teltene med temperaturer under frysepunktet.

Dag 3:
En del snak frem og tilbage om hvorvidt vi skulle fortsætte over den næste bjergryg, blev afgjort af vejrbetingelserne på tredjedagen. Regn om formiddagen og haglbyger i terrænet, afgjorde sagen til fordel for en 2-timers mini-udflugt til en sø i nærheden af Jacob.

Selvom det var den korteste af vores ture, var der alligevel plads til en tremands-diskussion om ruten - men uden rygsække og med god tid var der også plads til højt humør.

Dag 4:
Den sidste dag bød på en lang (var det 18 km?) men forholdsvis let vandretur ned gennem dalen...

... men selvfølgelig bliver alting også lettere, når man som Galningen kan gå på trætoppene!

Turen til denne del af Argentina var en stor succes - bestemt noget jeg ikke ville være bleg for hverken at gentage, eller anbefale andre at give sig i kast med. Men det var til tider særdeles hårdt, så konditionen såvel som vandreudstyret bør være af rimelig kvalitet!

Qué vida suramericana.