Vacaciones - Part III

Praia do Rosa

Efter det faldende vand hoppede vi på vores Pluma bus, som skulle fragte os til Florianopolis. Tilvænnet den gode service på de argentinske langtursbusser var det en noget skuffende tur: Der var ingen servering, air-con'en gik amok og vi var på et tidspunkt nede på 14 grader, og bussen stoppede i adskillige byer hele natten, uden det var til at vide, om vi skulle af eller videre. Men frem kom vi, og fra busterminalen i Florianopolis tog vi en lokal bus (Paolo Tours) videre de næste 70 km til Araçatuba. Efter at Galningen havde kommunikeret lidt med en indfødt, fandt vi frem til et endnu mere lokalt busstoppested, og i samarbejde med chaufføren og en ældre passager - lidt på spansk, lidt på portugisisk, lidt på engelsk - kom vi også af det rigtige sted i Praia do Rosa. Herfra gik vi 15 minutters tid, inden vi ankom til vores glimrende cabaña, hvor vi stillede taskerne, skiftede til badebukser og hastede ned på stranden...

...og hvor var den lækker! Ikke for ingenting at den er kåret til at være blandt verdens 30 smukkeste strande. Den fine udsigt synes dog ikke at imponere trekløveret på billedet nederst til højre. Efter at have tilbragt det meste af eftermiddagen på stranden - mestendels i vandet - vandrede vi de 500 meter over bakketoppen hjem til hytten. Et superdejligt og helt privat logi, som bestemt kan anbefales.

Egen hytte med indendørs og udendørs bruser, grillsted, hængekøje hertil bananpalmer, moseområde med kvækkende frøer og hvad vi døbte sisi-fugle, for deres karakteristiske, ja, si-si lyd... Hver aften grillede vi, og det er vist tydeligt at Jesus' evne til at lave ild, var noget der imponerede Maxibras og Galningen mere end stranden.

Her næste formiddag er der gang i hængekøjen, Mads læner sig selvsikkert op ad det nye næver-tæppe, mens Bebeto er på vej til stranden med boardet under armen. Det havde det med at regne temmeligt voldsomt til tider, og den sidste aften muntrede brødrene sig med at tage billeder af mere faldende vand. Havde vi bare vidst hvad der ventede forude...

Historien om Raul

Turen hjem blev en klassisk blanding af katastrofe og mirakel! Metikuløst planlagt nåede vi den lækre morgenmadsbuffet (Aahh brasiliansk frugt, I guder hvor smagte det lækkert!), inden vi tog en taxa, til der hvor Paolo Tours burde holde til. Vi havde dog næppe stået der i mere end 10 minutter før en lokal mand - på portugisisk - fortalte os, at der ikke kom nogen bus... resten af dagen. Hvorefter han skyndte sig væk uden at sige mere. Efter en del forvirring og spørgen rundt og hjælp fra et par argentinere, der også skulle til lufthavnen i Florianopolis, blev det opklaret, at det havde regnet så meget i løbet af natten, at vejen ind til Florianopolis var styrtet sammen. Der var ingen adgang til lufthavnen. Ups. Mens jeg halvpanisk vandrede rundt i den lille flække - der var helt lukket overalt, da det var søndag morgen - stoppede en taxa op ved de andre og spurgte - på portugisisk - om vi skulle til lufthavnen... for så kendte han tilfældigvis den eneste mulige vej ind i byen: Via vand. Vi traf hurtigt beslutningen om at lade ham køre os den stik modsatte retning af hvad vi egentlig skulle, for at prøve lykken i en båd.

Vi ankom således 20 minutter senere til en lokal geschäft, der med en større speedbåd sejlede folk til Florianopolis - for 75 USD pr snude for ca 1½ times transport! Båden var lige ved at sejle da vi kom, så den brasilianske dame, der styrede biksen var noget stresset over vores sene henvendelse - og at der allerede var godt 20 andre i båden, der også skulle nå deres fly, hjalp nok ikke på hendes stress. Det hjalp til gengæld ikke på vores stressniveau, at hun nægtede at tage imod kreditkort. Vi havde godt 100 brasilianske realer tilbage (~ 60 USD) i alt, og der var bestemt ikke tid til at finde en hæveautomat. Ind fra højre kom vores frelser: Latino-Raul fra Buenos Aires. Uden at kny, med en blanding af ekstrem hjælpsomhed og tidsnød, kastede han de 300 USD på bordet, der skulle til, for at vi kunne komme med speedbåden.

Efter en heftig rejse over vand (adskillige af de øvrige passagerer måtte bukke under for søsyge undervejs) nåede vi frem til anløbsbroen. Her ventede to mini-busser for at fragte alle til lufthavnen. På dette tidspunkt var der 45 minutter til vores fly skulle lette - Mads udtalte undervejs på sejlturen at "det bliver snært", noget af det mest rigtige han nogensinde har sagt! Vi fik fyldt busserne så hurtigt som muligt, og Galningen gjorde venligt, men bestemt, vores chauffør opmærksom på tids-elementet. Vi ankom til lufthavnen 30 minutter før afgang, heldigvis var flyet forsinket, og vi nåede at tjekke ind. Hvis ikke, må guderne vide, hvordan vi var kommet hjem - og hvordan Lars havde nået sit fly hjem til Danmark næste morgen...

Apropos guder, så må her gengives et udsnit af Rauls svar, på den mail jeg sendte ham, da vi var tilbage i Buenos Aires. Raul, den mest hjælpsomme, og samtidig mest klassiske latino-argentiner jeg til dato har mødt:

"...Y no me agradezcas ami, agradecele a Dios que me puso ahí..."

Qué vida suramericana.