Vacaciones - part II

Las cataratas del Iguazú

Efter hjemkomst fra Bariloche tog vi os en enkelt hviledag i Buenos Aires med (endnu) et vellykket besøg på den glimrende kødrestaurant la cabrera, hvor vi fire granvoksne grovædere delte(!) tre bøffer til hovedret - hvilket vil sige omkring 2 kg førsteklasses kød - og sluttede af med at dele én desert...som bestod af syv forskellige udvalgte deserter. Det skulle man tro betød, at størrelsen på den enkelte desertportion var mindre, men nej: det viste sig at være syv fuld-størrelse deserter. Det hjalp på sulten ovenpå hovedretten... Og som om det ikke var nok, så valgte vores tjener af uransagelige årsager at forære Mads en flaske vin til 90 pesos da vi forlod restauranten. En skam at Mads ikke taler spansk, vil vil aldrig få opklaret årsagen til denne gavmildhed, men til gengæld fik vi meget sjov ud af det!

Dag 1: Således velprovianterede begav vi os videre på næste bustur - denne gang 17 timer - til Iguazú, på grænsen mellem Brasilien  Argentina, tæt på Paraguay. Nøjagtigt som planlagt betød det at vi ankom til den argentinske side af vandfaldene tirdag ved 12-tiden og kunne nyde faldende vand derfra resten af dagen.

Den første tur i parken gik mod det største af de mange vandfald: La garganta del diablo (billederne ovenfor).

Herefter var det rundt til flere vandfald. Flot var det, men efter turen til Bariloche, må jeg sige, at følelsen af at vandre rundt i en turistfælde var mere og mere til stede efterhånden som dagen skred frem. Prisen for indgangen er i øvrigt gradueret, så udlændinge bløder 100 pesos, mens argentinere nøjes med at betale 30 pesos. Hvis man herefter vil ud i en af bådene, der sejler tæt på vandfaldene, koster det 150 pesos oven i prisen. Efter argentinske prisforhold må det siges at være pebrede priser, og vi undlod. I stedet fandt vi en klippesten at sidde på, et sted lidt udenfor hovedstrømmen af turister, og nød udsigten en stund:

Dag 2: Efter hotelovernatning i Argentina - på det ganske udemærkede Orquídeas Palace - krydsede vi dagen efter grænsen til Brasilien og brugte 3-4 timer på at beundre vandfaldene fra lidt større afstand.

Mange siger at man nyder udsigten fra Brasilien og 'lever' vandfaldene fra den argentinske side. Efter min mening ville det være tilstrækkeligt at se vandfaldene fra bare ét af landene - og jeg ville vælge Brasilien. Her får man både det store panorama-view, og man kommer samtidig tæt nok på til at blive gennemblødt.

Efter at have set nok på faldende vand tog vi videre til busterminalen i Foz do Iguaçu, hvorfra vores sidste langtursbus ville fragte os videre til strandliv i Brasilien. Fortællinger derfra i den næste post...

Qué vida suramericana.