Med afgangen af mine gæster: Lars = Galningen = El Loco = Bebeto, Mads = Messi = Maxibras og Jes = Jesus, må det være på høje tid at give resten af verden et indtryk af vores oplevelser rundt omkring i Argentina og Brasilien. Denne første post viser vores fire dages hiking i Andesbjergene omkring Bariloche - tæt på grænsen mellem Chile og Argentina. Selve Bariloche er der ikke meget at skrive hjem om, en meget turistet by som forsøger sig med et noget kikset alpe-look. Så jeg vil nøjes med bjergturen, som til gengæld var en formidabel oplevelse. Det er lykkedes mig at skære de fire dage ned til 35 billeder, som, akkompagneret af lidt forklarende tekst, i det store hele vil udgøre denne post. Husk at alle billeder kan gøres større ved klik.
Dag 0:
Disse to billeder er stjålet fra Galningen for at vise, at turen startede med hard-core urban trekking i Buenos Aires efterfulgt af den mest behagelige 20-timers bustur jeg nogensinde har været på. Sæder der kunne lægges ned 180 grader og med servering af snacks, aftens- og morgenmad, sukker-kaffe, vin, champagne og whiskey. Til den halve pris af en flytur og med det meste af transporttiden om natten kan dette varmt anbefales!
Dag 1:
Efter ankomst til Bariloche og en let proviantering var der afgang på første tur. En ca. 4 timers støt stigende vandretur mod det første refugium - Frey.
Der var også tid til at gøre stop undervejs for at få taget portrætbilleder med bjerge i baggrunden - og endnu med overskud til at lave thumbs-up når en af de mange bække blev forceret.
Stigningerne på dag 1 blev en anelse mere kradsbørstige mod slutningen - dog ikke så vilde som for den herre der hang på en ganske lodret bjergside et kort stykke fra vores refugium. Her var der også en smuk bjergsø, som passende kunne udnyttes til at vaske sved og støv af. Så længe man holdt sig fra det dybblå område var vandtemperaturen ikke ubehagelig.
Efter det velfortjente bad var der overskud til at lege (bemærk snebolden i den røde cirkel), og inden sengetid i de medbragte telte blev der leget med lang lukketid til billeder af den strålende stjernehimmel.
Dag 2:
Vi tog forholdsvis tidligt afsted på andendagen, for forude ventede en 7½ timers til tider udmarvende tur. 
Godt 1 time efter afgangen fra refugium Frey, som ligger i dalen der gemmer sig mellem søen og bjergene, skulle der krydses et område med sne, inden det allerede for anden gang på denne dag gik stejlt opad.
I den fortjente pause var der også tid til et selvudløser-billede af de fire gæve vandrere - det her var der ikke meget urban trekking over! På billedet kan man ved siden af galningen se den dal, der var det næste punkt på turen. Havde vi kendt til den hårde nedstigning i en blanding af klipper og løse sten, der ventede forude, havde vores smil måske været en anelse mere anstrengte...
...som for eksempel smilet er det på Messis ansigt her. Men ned skulle vi - og så op igen af en tilsvarende bjergryg. Det var en benhård tur i ubønhørligt solskin og i dalområderne med enorme fluer, der yndede at hapse én til blods. Så efter billedet af Mads fra føromtalte nedtur, krydsningen af dalen og bestigningen af bjergryg nummer to, blev der ikke spildt kræfter på at tage kameraet frem.
Vel fremme var det heldigvis endnu en gang anstrengelserne værd - også på top nummer to var der plads til glade ansigter igen. Selv udsigten til endnu en tur nedad - vores næste refugium (Jacob) er cirklet ind i dalen - så var humøret atter godt.
Og ca. 7½ timer efter vores afgang fra Frey kunne vi sætte os ved et træbord og nyde endnu et af utallige spil Yanif (a.k.a. yadnuf, sputnik, schnauzer gigante, så tror jeg vi stopper her, *bras, café pele, og mange andre navne). Efter en fremragende middag tilbragte vi en kølig nat i teltene med temperaturer under frysepunktet.
Dag 3:En del snak frem og tilbage om hvorvidt vi skulle fortsætte over den næste bjergryg, blev afgjort af vejrbetingelserne på tredjedagen. Regn om formiddagen og haglbyger i terrænet, afgjorde sagen til fordel for en 2-timers mini-udflugt til en sø i nærheden af Jacob.
Selvom det var den korteste af vores ture, var der alligevel plads til en tremands-diskussion om ruten - men uden rygsække og med god tid var der også plads til højt humør.
Den sidste dag bød på en lang (var det 18 km?) men forholdsvis let vandretur ned gennem dalen...
Turen til denne del af Argentina var en stor succes - bestemt noget jeg ikke ville være bleg for hverken at gentage, eller anbefale andre at give sig i kast med. Men det var til tider særdeles hårdt, så konditionen såvel som vandreudstyret bør være af rimelig kvalitet!
Qué vida suramericana.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar