Trafikken i Buenos Aires fortjener et kapitel for sig selv. Så hermed. Ved første indtryk hersker udbredt kaos. Der er mennesker, biler, taxier og busser overalt. Fodgængere krydser vejene som de lyster, bilerne stopper for ingen og dytter af alle og ambulancer med udrykning er der meget få, der bekymrer sig synderligt om. Og hvis man har lyst til at demonstrere, så kan man da bare campere midt på en af de største veje. Hunde er her også et utal af, og lad mig bare konstatere med det samme, at fodgængernes slalomgang ikke bliver mindre af at efterladenskaberne bliver, ja, efterladt.
 |
| Mod syd-øst i krydset Esmeralda og Tte. Gral. Juan Domnigo Perón. (C) Mikkel Krogh-Madsen 2010. |
Men hvert lille område af kaoset har sine fordele, som opdages poco a poco. Næsten alle veje er ensrettede, hvilket gør at de kan krydses med mindre dødsforagt. Og selvom der skulle stå en politimand, så kunne han ikke være mere ligeglad med at man krydser for rødt lys. Halvdelen af de umanerligt mange biler er taxier, så det er nemt at få fat på én, og 15-20 kr har bragt mig langt - og hurtigt: Der har været en lokal Michael Schumacher med en dytte-glad hånd bag rattet hver gang. Endnu længere for endnu mindre kan man komme med bus eller metro. Busbilletterne (som naturligvis kun kan betales med mønter!) varierer efter min erfaring mellem 1,10 og 1,25 pesos. Eller hvad der svarer til mellem 1,50 og 1,70 kr. - hvorfor dog denne absurd minimale graduering?! Den "dyre" billet gav mig forleden en 45 minutters tur på 9 km. Og det er sjældent det store problem at komme af uden for stoppestederne - dørene kan åbne når bussen kører mindre end 5 km i timen, og så er det ellers bare med at komme ud (eller ind).
Qué vida suramericana.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar