El fútbol

...y Boca es la alegría de mi corazón
Sos mi vida, sos la pasión...

I FC Barcelona er motto'et "més que un club". I Buenos Aires synes motto'et at være "más que la vida". Passionen for spillet brænder stærkt igennem, selvfølgelig især i weekenden, hvor det nærmest er uhøfligt at forstyrre den lokale kioskejer med indkøb under kampene. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke kendte meget til argentinsk fodbold inden jeg kom, og det forventer jeg heller ikke, at mine kære læsere gør, så her følger en lille lektion:

Der er 20 hold i primera división, heraf er de 17 fra Buenos Aires provinsen (Newell's Old Boys, Godoy Cruz og Colón er fra andre provinser). De to hold med størst gennemslagskraft både lokalt og på den anden side af atlanten er utvivlsomt Boca Juniors og River Plate. En sammenligning med Brøndby og FCK ligger lige for - Boca er arbejderklubben fra det halvskumle kvarter af samme navn, mens River Plate apellerer mere til de højere socialklasser. Kampe mellem de to klubber kaldes ydmygt for "superclásicos", og er uhyre vigtige, uanset om de er af betydning for tabellen.

På trods af imponerende historik for begge klubber (Boca: 23 mesterskaber, 6-dobbelt vinder af Copa libertadores, River: 33 mesterskaber, dobbelt vinder af Copa libertadores), så er begge i store vanskeligheder i denne sæson, og begge har indenfor de sidste 14 dage fyret deres respektive trænere - Bocas karismatiske træner Claudio Borghi røg efter sidste uges 1-0 nederlag i netop el superclásico. En afstemning på http://www.canchallena.com/ viser i øvrigt at 34% gerne ser den tidligere Boca-spiller, Diego Maradona, som ny træner.

Turneringsstrukturen er noget anderledes end den klassiske europæiske: Der findes en mester to gange årligt - henholdsvis i 'torneo apertura' (åbning) og 'clausura' (lukning). Adgang til den sydamerikanske pendant til Champions league, Copa libertadores, gives til de fem hold, der i de foregående to sæsoner har fået flest point. Nedrykning baseres på et point-gennemsnit, hvor de to hold med det dårligste gennemsnit over de sidste tre sæsoner rykker ned.

Det er ikke helt nemt at placere kvaliteten af fodbolden i forhold til europæisk standard. Holdene synes at være europæiske hold taktisk underlegne, meget af spillet virker forceret og febrilsk og er i højere grad end i Europa baseret på individuelle færdigheder. Til gengæld er spillerne ofte teknisk stærkere og udstråler samtidig en stor vilje og kærlighed for spillet. Det er et faktum, at de bedste argentinske spillere flytter til de store klubber i Europa, og først vender tilbage i deres karrieres efterår (som eksempelvis Román Riquelme og Martin Palermo i Boca Jrs). Ikke desto mindre vil jeg vurdere at top 10 i Argentina svarer til den tunge ende af La liga i Spanien.



Min video fra kampens afgørende øjeblik: Veteranen Martin Palermos mål til 2-1.

Denne weekend oplevede jeg min første kamp på Bocas stadion: Estadio Alberto J. Armando (kapacitet 49.000), med det mere mundrette kælenavn "La Bombonera" ("Chokoladeæsken"). Omend kampen mellem Boca Jrs og Arsenal i sig selv ikke var af højeste kvalitet, så var det et festfyrværkeri af stemning. Halvfems minutters sang, trommer og den klassiske argentinske fodbold-gestikulation: Et fremadrettet kast af armen med en halvåben, halvslap hånd. Alle tre elementer kan opleves på videoen ovenfor, som jeg var så heldig at starte bare 30 sekunder før Martin Palermo med sit ligamål nummer 220 blev matchvinder til 2-1. Stadion eksploderede i en eufori der varede ved resten af kampen. Det er noget ganske andet end fodbold og flagekaffe på Næstved stadion...!

 Qué vida suramericana.